Belzec: Dødsfabrikken i Operation Reinhard

Belzec var ikke en arbejdslejr eller en traditionel koncentrationslejr. Det var en ren dødsfabrik, bygget med ét eneste formål: et effektivt og systematisk massemord. Som den første af de tre udryddelseslejre i Operation Reinhard, blev Belzec et dystert laboratorium for de teknikker, der senere blev anvendt i Sobibor og Treblinka. Beliggende i det sydøstlige Polen, i Lublin-distriktet, blev denne afsidesliggende plet på landkortet omdannet til et af de mest dødelige steder under Holocaust. Her blev hundredtusinder af jøder, samt et mindre antal romaer og polakker, myrdet i løbet af en kort, men utroligt intens periode fra marts til december 1942. Historien om Belzec er en historie om industrialiseret ondskab, omhyggelig planlægning og et næsten fuldstændigt fravær af overlevende, hvilket i mange år efterlod lejrens rædsler i skyggen af mere kendte navne som Auschwitz.

Optakten til massemord: Operation Reinhard

Beslutningen om at udrydde jøderne i Generalguvernementet (den del af det tysk-besatte Polen, der ikke var direkte annekteret af Tyskland) blev formaliseret og fremskyndet efter Wannsee-konferencen i januar 1942. Her bemærkede statssekretær Dr. Bühler, at Generalguvernementet ville byde det velkommen, hvis man begyndte på den "endelige løsning" der, da transportproblemer var minimale. Jøderne skulle fjernes så hurtigt som muligt, dels fordi de blev anset for at være en fare som bærere af epidemier, og dels på grund af deres rolle i sortbørshandlen. Det blev kynisk bemærket, at størstedelen af de omkring 2,5 millioner jøder i området alligevel var uegnede til arbejde.

Ansvaret for denne gigantiske morderiske operation blev givet til SS-Brigadeführer Odilo Globocnik, SS- og politichef i Lublin-distriktet. Operationen fik kodenavnet "Operation Reinhard" til ære for Reinhard Heydrich, en af hovedarkitekterne bag Holocaust, som blev dræbt ved et attentat i maj 1942. Globocniks stab fik til opgave at planlægge deportationerne, bygge udryddelseslejrene, koordinere transporterne og sikre ofrenes ejendele. For at udføre dette blev tre lejre etableret ved Generalguvernementets østlige grænse: Belzec, Sobibor og Treblinka. Deres placering tjente også som dække, idet man kunne hævde, at jøderne blev deporteret til ghettoer eller arbejdslejre i øst.

Opførelsen af en Dødsfabrik

Forberedelserne til Operation Reinhard begyndte allerede i efteråret 1941, måneder før Wannsee-konferencen. Den 1. november 1941 begyndte polske civile arbejdere, under tysk opsyn, at bygge den første udryddelseslejr ved den lille by Belzec. Stedet var strategisk valgt, da det lå ved en jernbanelinje, der forbandt store jødiske befolkningscentre som Lviv, Krakow og Lublin.

Den polske arbejder Stanisław Kozak har beskrevet byggeriet i detaljer. Lejren blev anlagt ved et sidespor tæt på Belzecs jernbanestation. Arbejderne opførte tre primitive træbarakker. Den ene barak var til opbevaring af tøj. En anden var et afklædningsrum, hvor ofrene skulle klæde sig af i den tro, at de skulle i bad. Den tredje barak, som var 12 meter lang og 8 meter bred, var selve gaskammerbygningen. Den var inddelt i tre sektioner, hver på 4x8 meter og 2 meter høje. Væggene var bygget af dobbeltbrædder med sand imellem for at lydisolere. Indvendigt var væggene dækket med pap og, op til en højde på 1,10 meter, med zinkplader. Fra afklædningsbarakken førte en smal, overdækket passage, kun 2 meter bred og kendt som "slusen", direkte til gaskamrene. Hele lejrområdet blev omkranset af et højt pigtrådshegn, camoufleret med grene, for at skjule, hvad der foregik indenfor. Samtidig gravede sovjetiske krigsfanger de første enorme massegrave.

Drabsmetoden: Kulilte og Bedrag

Lejrens første kommandant, Christian Wirth, var en veteran fra Nazitysklands "eutanasiprogram" (Aktion T4), hvor man havde myrdet titusindvis af mennesker med handicap. Wirth og mange af hans SS-kolleger i Belzec medbragte deres erfaring med gasning til udryddelseslejrene. I Belzec besluttede Wirth at bruge kulilte fra udstødningen af en motor. Han afviste brugen af Zyklon B, som senere blev brugt i Auschwitz, muligvis fordi det blev produceret af private firmaer, og en stor efterspørgsel kunne vække mistanke. En motor, sandsynligvis fra et pansret køretøj, blev installeret i et skur uden for gaskammerbygningen, og gassen blev ført ind i kamrene via rør. For at fuldende bedraget blev der installeret brusehoveder i loftet, som ikke var tilsluttet vand.

I slutningen af februar 1942 var anlægget klar. De første transporter blev brugt til at teste og finpudse drabsmetoden. Ofrene blev ført af toget og fortalt, at de var ankommet til en transit lejr, hvor de skulle bades og desinficeres, før de blev sendt videre til en arbejdslejr. Alt var designet til at foregå i et ekstremt højt tempo for at forhindre panik, modstand eller flugtforsøg. Mænd blev adskilt fra kvinder og børn, og de blev tvunget til at klæde sig af. Derefter blev de jaget gennem "slusen" ind i de mørke gaskamre. Når dørene var hermetisk lukkede, startede motoren. Efter 5-7 minutter blev der kigget ind gennem et lille kighul for at sikre, at alle var døde. Derefter blev ligene fjernet af jødiske fanger, de såkaldte Sonderkommandos, som fik fjernet guldtænder og ringe fra ligene, før de blev kastet i massegravene.

Faserne af Udryddelse og Effektivisering

Den systematiske udryddelse begyndte den 17. marts 1942 med deportationen af jøder fra Lublin. I løbet af den næste måned blev næsten 30.000 jøder fra Lublin og omkring 20.000 fra andre byer i regionen myrdet i Belzec. I slutningen af marts ankom de første transporter fra Lviv-distriktet. Efter cirka fire uger, hvor op mod 80.000 mennesker var blevet myrdet, blev transporterne midlertidigt indstillet. De tre små trægaskamre kunne ikke håndtere det enorme antal mennesker, der ankom dagligt.

I midten af juni 1942 blev lejren lukket ned for ombygning. Den gamle træbygning blev revet ned, og en ny, solid betonbygning blev opført på samme sted. Den nye bygning indeholdt seks gaskamre, hvilket fordoblede kapaciteten. Den eneste kendte overlevende fra Belzec, Rudolf Reder, beskrev den nye bygning som lav, lang og grå, med et skilt hvor der stod "Bade- og Inhalationsrum". Med det nye anlæg kunne man myrde op til 1.500 mennesker på én gang. I juli genoptog man deportationerne i endnu større skala. Fra juli til december 1942 blev yderligere hundredtusinder af jøder fra Krakow-, Lviv- og Lublin-distrikterne sendt til deres død i Belzec.

Sammenligning af Operation Reinhard-lejrene

Selvom de tre lejre delte det samme formål, var der forskelle i deres opbygning og drift, som afspejlede en gradvis "perfektionering" af drabsmaskineriet.

At slette sporene: Sonderaktion 1005

I efteråret 1942 lå hundredtusinder af lig i rådnende massegrave i Belzec. Varmen og forrådnelsesprocessen fik jorden til at bule op og frigav en uudholdelig stank. For at skjule forbrydelserne og fjerne alle beviser, beordrede Himmler, at ligene skulle graves op og brændes. Denne operation fik kodenavnet Sonderaktion 1005. I Belzec begyndte dette makabre arbejde i november 1942. Ved hjælp af en gravemaskine blev massegravene åbnet. Jødiske fanger blev tvunget til at trække de halvt forrådnede lig op og stable dem på enorme bål, bygget af jernbaneskinner lagt oven på betonblokke. Bålene brændte dag og nat i flere måneder, indtil alle lig var blevet til aske. Knoglerester blev knust i en speciel mølle, og asken blev spredt eller genbegravet i de tomme grave for at skjule alle spor.

Lejrens likvidering og eftermæle

I begyndelsen af december 1942 ankom de sidste transporter til Belzec. På dette tidspunkt var størstedelen af jøderne i Generalguvernementet blevet myrdet. Lejrens formål var opfyldt. Mens afbrændingen af ligene fortsatte frem til foråret 1943, blev lejrens bygninger systematisk revet ned. Pigtrådshegn, barakker og selv gaskamrene blev fjernet. De sidste jødiske fanger, der havde udført det forfærdelige oprydningsarbejde, blev transporteret til Sobibor og myrdet. Hele området blev pløjet op, der blev plantet træer, og en gård blev bygget på stedet for at give indtryk af normalitet. Nazisterne gjorde alt for at sikre, at intet vidnede om det folkemord, der havde fundet sted. Deres forsøg på at slette Belzec fra historien lykkedes næsten. Med et anslået dødstal på mellem 434.500 og 600.000 mennesker og kun en håndfuld bekræftede overlevende, forbliver Belzec et af de mest brutale og mindst kendte kapitler i Holocausts historie.

Ofte Stillede Spørgsmål om Belzec

Hvornår startede udryddelserne i Belzec?

De systematiske massemord begyndte den 17. marts 1942, da de første deportationer af jøder fra Lublin ankom til lejren.

Hvordan blev ofrene dræbt?

Ofrene blev myrdet i stationære gaskamre ved hjælp af kuliltegas, der blev produceret af udstødningen fra en stor motor. De blev lokket i døden under påskud af, at de skulle bades og desinficeres.

Hvem var ansvarlig for Belzec?

Hovedansvaret lå hos SS-lederen Odilo Globocnik, lederen af Operation Reinhard. Lejrens daglige drift blev ledet af kommandanterne Christian Wirth og senere Gottlieb Hering, som begge havde erfaring fra Nazitysklands T4-eutanasiprogram.

Hvor mange mennesker blev myrdet i Belzec?

Præcise tal er svære at fastslå, da nazisterne ødelagde næsten al dokumentation. Historikere anslår, at mellem 434.500 og 600.000 mennesker, langt størstedelen jøder, blev myrdet i Belzec i løbet af de blot ti måneder, lejren var i drift.

Overlevede nogen Belzec?

Belzec er kendt for at have et af de laveste antal overlevende af alle nazistiske lejre. Kun en håndfuld personer vides at være flygtet og have overlevet krigen. Den mest kendte er Rudolf Reder, hvis vidnesbyrd har været afgørende for at dokumentere lejrens rædsler.