Operation Praying Mantis: Flådeopgøret i Golfen

Den 18. april 1988 udspillede en af de mest betydningsfulde flådekonfrontationer siden Anden Verdenskrig sig i Den Persiske Golf. Kendt som Operation Praying Mantis, var det en direkte amerikansk reaktion på Irans aggressive handlinger i regionen, specifikt mineringen af den amerikanske fregat USS Samuel B. Roberts. Men operationen skulle vise sig at få langt større konsekvenser end nogen havde forudset, og bidrog på overraskende vis til afslutningen på den otte år lange Iran-Irak-krig. Gennem øjnene på den daværende vice-luftvingekommandør Arthur N. “Bud” Langston får vi et unikt indblik i de dramatiske timer, der definerede denne historiske dag.

Optakten: En Mine og et Svar

Konflikten eskalerede den 14. april 1988, da fregatten USS Samuel B. Roberts ramte en iransk mine under patruljering i Den Persiske Golf. Skibet led alvorlig skade, og ti sømænd blev såret. For USA var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over efter en lang periode med iranske angreb på og chikane af olietankere i Golfen. Den amerikanske regering besluttede sig for en kraftfuld gengældelsesaktion. Målet var ikke kun at straffe Iran for mineringen, men også at genoprette USA's troværdighed i regionen, som havde lidt skade efter gidselkrisen i Teheran og det mislykkede redningsforsøg, Operation Eagle Claw.

Planen, Operation Praying Mantis, blev hurtigt udformet. Den involverede to overfladeaktionsgrupper, der skulle angribe iranske olieplatforme, som var blevet omdannet til militære forposter. Samtidig håbede man at lokke de iranske fregatter, især den berygtede fregat Sabalan, i en fælde. Sabalan var kendt for sine nådesløse angreb på ubevæbnede handelsskibe, hvor den specifikt sigtede mod broen og besætningsområderne for at dræbe så mange som muligt. Ombord på hangarskibet USS Enterprise forberedte Carrier Air Wing Eleven, under ledelse af Langston, en massiv luftstyrke klar til at angribe.

En Dag med Spænding og Venten

I de tidlige morgentimer den 18. april var alt klar. En angrebsstyrke på 16 fly var klar til at lette ved daggry. Men der var et problem: efterretningstjenesten havde mistet sporet af Sabalan og dens søsterskib. Den store angrebsstyrke blev sat på 30-minutters beredskab, mens rekognosceringsfly blev sendt ud for at gennemsøge området. Imens indledte de amerikanske overfladeskibe angrebene på olieplatformene. Som timerne gik, steg spændingen. Iranske F-4 Phantom-fly var i luften fra Bandar Abbas, og amerikanske fly engagerede iranske Boghammer-angrebsbåde, men de primære mål – fregatterne – var stadig forsvundet.

Omkring middagstid var situationen ved at blive kritisk. Langstons eskadrille, VA-95, var ved at løbe tør for kampklare A-6 Intruder-fly, bortset fra de to, der var fuldt lastet til hovedangrebet. Der blev truffet en beslutning: Langston og hans navigatør skulle selv lette i et af de tungt bevæbnede fly for at deltage i eftersøgningen, eskorteret af to F-14 Tomcat-jagere og et EA-6B Prowler-fly til elektronisk krigsførelse.

Konfrontationen: Ildkamp over Hormuzstrædet

Kort efter start kom gennembruddet. Et E-2 Hawkeye overvågningsfly rapporterede, at en iransk fregat af Saam-klassen var ved at forlade havnen i Bandar Abbas. Kort efter bekræftede et elektronisk overvågningsfly, at de opfangede emissioner fra en Saam-fregat. Langstons navigatør fik radarkontakt og et infrarødt billede af skibet, der med 30 knob dampede ud mod åbent hav. Men sigtbarheden var dårlig, og reglerne var klare: positiv visuel identifikation var påkrævet, før et angreb kunne indledes.

Langston traf en dristig beslutning. For at identificere skibet måtte han flyve tæt på, hvilket ville gøre hans fly ekstremt sårbart. Han satte sin A-6 i et stejlt dyk og fløj ind mod skibet i under 100 fods højde med over 900 km/t. Da de nærmede sig, åbnede fregatten ild med antiluftskyts. Langston mindes: "Vi passerede skibets bagbordsside i dækhøjde, hvor Sabalans nummer stod på skroget. Klare mundingsflammer og sporlys passerede bag os, da de iranske skytter ikke formåede at forudberegne deres skud."

Med positiv ID fløj de i sikkerhed og sendte beskeden til Enterprise: "Send angrebsstyrken." Langston sendte endda en besked over den åbne nødfrekvens til den iranske fregat og gav dem fem minutter til at forlade skibet, før han ville sænke det. Da ingen forlod skibet, indledte de angrebet. Det første Harpoon-missil affyrede ikke korrekt, men på andet forsøg ramte missilet fregatten bag broen. En eksplosion sendte sort røg op, og skibet lå dødt i vandet. Herefter fulgte et angreb med raketassisterede bomber og en laserstyret bombe. Snart ankom resten af angrebsstyrken. A-7 Corsair-fly ramte skibet med Walleye-missiler og 500-punds bomber, som efterlod det i flammer og med kraftig slagside.

Tidslinje for Begivenhederne den 18. April 1988

En Overraskende Geopolitisk Konsekvens

Mens Langstons gruppe var på vej tilbage, kom der rapporter om endnu en fregat, der forlod Bandar Abbas. Et amerikansk fly, der fløj over den, blev beskudt. I henhold til indsatsreglerne, som krævede øjeblikkelig gengældelse, angreb flyet med en laserstyret bombe, der ramte fregatten direkte ved skorstenen og satte den ud af spillet. Piloten bad om tilladelse til at fortsætte angrebet for at sænke skibet. Denne anmodning blev hørt live i Pentagon og i Det Hvide Hus, hvor præsident Reagan lyttede med. Præsidenten greb ind og beordrede alle angreb stoppet. Først senere på aftenen blev det klart, at der var sket en forveksling: Det var fregatten Sahand, der var blevet ramt af den store angrebsstyrke og senere sank, mens den berygtede Sabalan var den, der blev lammet af den enkelte bombe.

Den største overraskelse kom dog først flere år senere. Afklassificerede CIA-rapporter afslørede, at Iran havde misfortolket Operation Praying Mantis fuldstændigt. Ved et rent sammentraf havde Irak netop den 18. april 1988 lanceret en stor landoffensiv mod Iran ved deres nordvestlige grænse. Den iranske efterretningstjeneste konkluderede fejlagtigt, at USA og Irak havde indgået en pagt om at angribe Iran fra både nord og syd. Denne overbevisning blev forstærket, da det amerikanske krigsskib USS Vincennes ved en tragisk fejl nedskød et iransk passagerfly et par måneder senere. Ayatollah Khomeini, overbevist om at han stod over for en umulig tofrontskrig, anmodede om fred med Irak en måned senere. Operation Praying Mantis havde ikke kun genoprettet amerikansk stolthed; det havde utilsigtet skabt betingelserne for fred.

Efterspil og Arv

Operation Praying Mantis var en rungende taktisk succes for den amerikanske flåde. På en enkelt dag havde de neutraliseret en betydelig del af den iranske flåde, herunder sænkningen af fregatten Sahand, en korvet og flere kanonbåde, samt alvorlig beskadigelse af fregatten Sabalan, alt sammen med minimale egne tab. Men den strategiske betydning var endnu større. Operationen sendte et klart signal om amerikansk beslutsomhed og militær formåen. For de involverede, som kommandør Langston, var det en mulighed for at forsvare nationens ære. Resultatet var mere end to årtier med relativ ro i Den Persiske Golf, hvor iranske provokationer mod amerikanske styrker stort set ophørte. En enkelt dags intense kampe havde ændret den strategiske balance i en hel region og afsluttet en af det 20. århundredes blodigste krige.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Hvad var den direkte årsag til Operation Praying Mantis?
  Operationen var en gengældelsesaktion efter den amerikanske fregat USS Samuel B. Roberts ramte en iransk-lagt sømine den 14. april 1988.
• Hvilke iranske skibe blev neutraliseret?
  Den iranske fregat Sahand blev sænket, korvetten Joshan blev sænket, og fregatten Sabalan blev alvorligt beskadiget og sat ud af spillet. Derudover blev flere mindre kanonbåde ødelagt.
• Hvorfor troede Iran, at angrebet var koordineret med Irak?
  Ved et rent tilfælde lancerede Irak en stor landoffensiv mod Iran samme dag som det amerikanske flådeangreb. Den iranske ledelse troede fejlagtigt, at det var et koordineret to-fronts angreb.
• Hvad var den langsigtede konsekvens af operationen?
  Operationen var en afgørende faktor, der pressede Iran til at søge fred og afslutte den otte år lange Iran-Irak-krig. Den genoprettede også USA's militære troværdighed i regionen og førte til en lang periode med færre konfrontationer i Den Persiske Golf.