Operation Épervier: En militær intervention

Opération Épervier, kendt på dansk som Operation Spurvehøg, var kodenavnet for den franske militære tilstedeværelse i Tchad, som strakte sig over næsten tre årtier, fra 1986 til 2014. Denne langvarige operation blev iværksat som en direkte reaktion på den eskalerende konflikt mellem Tchad og Libyen, og dens primære formål var at stabilisere regionen og beskytte Tchads suverænitet mod libysk aggression. Gennem årene udviklede missionens karakter sig fra en direkte kampindsats til en mere kompleks rolle, der omfattede logistisk støtte, humanitære opgaver og opretholdelse af regional sikkerhed. Denne artikel dykker ned i historien, de afgørende øjeblikke og den strategiske betydning af en af Frankrigs mest vedholdende militære engagementer på det afrikanske kontinent.

Baggrunden for Interventionen: Tchad-Libyen Konflikten

Operationen blev sat i værk natten mellem den 13. og 14. februar 1986. Beslutningen blev truffet i henhold til en forsvarsaftale mellem Frankrig og Tchad efter et møde i N'Djamena mellem Tchads præsident Hissène Habré og den franske forsvarsminister Paul Quilès. Den umiddelbare årsag var en ny, storstilet offensiv iværksat af Libyens leder, Muammar Gaddafi, den 10. februar. Gaddafi troede fejlagtigt, at Frankrig ikke ville reagere, og hans invasion havde allerede resulteret i tabet af alt tchadisk territorium nord for den 16. breddegrad, hvilket udgjorde en direkte trussel mod hovedstaden N'Djamena.

Målet var klart: at inddæmme den libyske invasion og forhindre et totalt sammenbrud af den tchadiske stat. Frankrigs indgriben var afgørende for at genoprette magtbalancen i en konflikt, der havde potentiale til at destabilisere hele Sahel-regionen.

De Første Militære Skridt og Etablering af 'Den Røde Linje'

Det franske luftvåben var de første til at slå til. Den 16. februar 1986 gennemførte franske fly et luftangreb på Ouadi Doum-luftbasen, en strategisk vigtig base, hvorfra libyske fly kunne angribe N'Djamena. Angrebet forårsagede betydelig skade og begrænsede Libyens luftmilitære kapacitet. Som gengældelse angreb et libysk Tupolev Tu-22B bombefly lufthavnen i N'Djamena den følgende dag. Selvom angrebet skete, menes flyet at være styrtet ned på sin returrejse.

Den 18. februar ankom 200 franske kommandosoldater og sikrede Camp Dubut nær hovedstaden, som blev hovedkvarter for missionens luftstyrker. Snart ankom seks Mirage F1-jagere, fire Jaguar-jagerbombere og et Crotale-luftværnsbatteri. For at beskytte mod angreb fra stor højde blev et MIM-23 Hawk-missilbatteri installeret den 3. marts. Med yderligere tropper til at forsvare en ny radarstation i Moussoro nåede den samlede franske styrke hurtigt op på 900 mand. Disse styrker etablerede en de facto forsvarslinje langs den 16. breddegrad, en linje, som ingen af parterne måtte krydse.

En Eskalerende Konflikt og Fransk Støtte

I de første måneder forblev de franske tropper stort set passive og begrænsede sig til rekognosceringsflyvninger for den tchadiske hær. Situationen ændrede sig dramatisk i oktober 1986, da lederen af oprørsgruppen GUNT, Goukouni Oueddei, vendte sig mod sin tidligere allierede Gaddafi. Voldsomme kampe brød ud i Tibesti-bjergene mellem Goukounis milits og den overlegne libyske hær. For at forhindre et totalt nederlag for oprørerne besluttede Frankrig at yde hemmelig støtte. Natten mellem den 16. og 17. september nedkastede to franske transportfly tusindvis af liter benzin, ammunition, panserværnsmissiler og forsyninger til Goukounis mænd. Det blev også rapporteret, at et lille antal franske specialstyrker opererede i Tibesti for at rådgive oprørerne.

Den 2. januar 1987 erobrede Habrés styrker Fada, hvilket resulterede i et knusende nederlag for Libyen med 781 dræbte. Franske forsyninger, især MILAN-panserværnsmissiler, spillede en afgørende rolle. Gaddafis svar var at bombe mål syd for den 16. breddegrad, hvilket fik Frankrig til endnu engang at angribe Ouadi Doum-luftbasen den 7. januar. Som konflikten eskalerede, styrkede Frankrig sin tilstedeværelse til 2.200 mand og etablerede nye baser i det østlige Tchad.

Vendepunktet og Afslutningen på Konflikten

I marts 1987 lancerede Habré en massiv offensiv, som blev en katastrofe for Gaddafi. Tusindvis af libyske soldater blev dræbt eller taget til fange, og den vigtigste libyske base, Faya-Largeau, blev erobret. Selvom Frankrig officielt ikke deltog i kampene, menes det, at franske specialstyrker var involveret. Efter denne sejr blev den franske politik om at respektere den 16. breddegrad opgivet. En endelig våbenhvile, mæglet af Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU), blev accepteret den 11. september 1987, hvilket reelt afsluttede krigen. De to lande genoptog de diplomatiske forbindelser i oktober 1988.

Efter konfliktens afslutning begyndte Frankrig at reducere sin militære tilstedeværelse, delvist på grund af de høje omkostninger – alene i 1987 kostede operationen 1,7 milliarder franske francs. I 1989 var antallet af soldater faldet til 1.000.

En Ny Æra med Præsident Idriss Déby

Berlinmurens fald og afslutningen på Den Kolde Krig ændrede Frankrigs udenrigspolitiske prioriteter. Frankrig blev mere kritisk over for Hissène Habrés brud på menneskerettighederne, og forholdet mellem de to lande kølnedes. Da Habrés tidligere general, Idriss Déby, startede et oprør i 1989, valgte Frankrig at forholde sig neutralt. Déby overtog magten i december 1990, og de franske tropper greb kun ind for at sikre vitale punkter i hovedstaden og evakuere vestlige statsborgere.

Under Débys styre fortsatte det gode forhold til Frankrig. Missionens rolle ændrede sig til at yde logistisk støtte til reorganiseringen af Tchads hær og til at sikre afholdelsen af præsidentvalget i 1996. Tchad blev betragtet som et strategisk ankerpunkt for Frankrig i regionen – en slags "fransk hangarskib i ørkenen".

Nye Trusler fra Sudan og Operationens Afslutning

I 2000'erne opstod en ny trussel fra Sudan, som støttede oprørsgrupper, der forsøgte at vælte præsident Déby. Dette fik Frankrig til igen at øge sin styrke til over 1.200 mand for at beskytte regeringen. Under det store oprørsangreb på N'Djamena i 2008 spillede de franske styrker en afgørende, omend diskret, rolle. De leverede efterretninger om oprørernes bevægelser, ydede logistisk støtte til den tchadiske hær og affyrede varselsskud mod oprørskolonnerne, hvilket var med til at afværge et regeringskollaps.

Efter 28 års uafbrudt tilstedeværelse blev Operation Épervier formelt afsluttet den 1. august 2014. Den blev erstattet af en ny og bredere regional anti-terror mission, Operation Barkhane, som samlede de franske styrker i Sahel-regionen under én kommando. Dermed sluttede et markant kapitel i Frankrigs militære historie i Afrika, men landets strategiske engagement i regionen fortsatte under et nyt navn.

Ofte Stillede Spørgsmål (OSS)

Hvad var Operation Épervier?

Operation Épervier var kodenavnet for den franske militære tilstedeværelse i Tchad fra 1986 til 2014. Dens oprindelige formål var at stoppe en libysk invasion.

Hvorfor startede Frankrig Operation Épervier?

Operationen blev startet for at imødekomme en anmodning fra Tchads regering under en forsvarsaftale og for at forhindre, at libyske styrker under Muammar Gaddafi erobrede hele landet.

Hvor længe varede operationen?

Operationen varede i 28 år, fra den 13. februar 1986 til den 1. august 2014.

Hvad var Frankrigs rolle i magtskiftet i 1990?

Frankrig forholdt sig officielt neutralt, da Idriss Déby væltede præsident Hissène Habré. De franske styrker sikrede kun hovedstaden og evakuerede civile.

Hvilken operation erstattede Épervier?

Operation Épervier blev erstattet af Operation Barkhane, en bredere regional mission rettet mod terrorisme i Sahel-regionen.