Ortopædisk traume: Hvorfor ventetid er kritisk

Behandling af patienter med skader er en kerneopgave for de fleste ortopædkirurger og en betydelig del af hospitalernes arbejdsbyrde. Ortopædisk traumebehandling lægger et stort pres på både sengepladser og operationsstuekapacitet. I perioder med høj efterspørgsel, især i vintermånederne, opstår der ofte konkurrence om ressourcerne med planlagte operationer. Mens der findes en del data om planlagt kirurgi, har der været en mangel på information til at guide udviklingen og kvalitetsforbedringen inden for traumekirurgi. Dette skaber en usikkerhed, hvor mange frygter, at patienternes oplevelse og helbred lider under forsinkelser og aflysninger. En banebrydende britisk undersøgelse, ORTHOPOD-studiet, har nu kastet lys over disse udfordringer og giver et unikt indblik i virkeligheden på tværs af et nationalt sundhedssystem.

Hvad indebærer ortopædisk traumebehandling?

Ortopædisk traumebehandling omfatter pleje af patienter med akutte skader på bevægeapparatet. Dette inkluderer knogler, led, muskler, sener og ledbånd. Skaderne spænder fra simple brud, der kan behandles ambulant, til komplekse, livstruende skader, der kræver specialiseret pleje på et større traumecenter. Patientrejsen starter typisk i skadestuen, hvor den første vurdering og diagnostik, ofte med røntgenbilleder, finder sted. Herfra træffes beslutningen om, hvorvidt operation er nødvendig.

Et velfungerende traumesystem involverer et tæt samarbejde mellem mange afdelinger. Det ortopædkirurgiske team arbejder sammen med skadestuen, anæstesiafdelingen, neurokirurger, plastikkirurger og specialiserede sygeplejersker for at sikre den bedst mulige behandling. Plejen omfatter ikke kun selve operationen, men også smertebehandling, genoptræning og opfølgning i ambulatorier. Alle hospitaler, der behandler traumer, bør have klare retningslinjer for smertebehandling, og patienterne bør ideelt set placeres på afdelinger med personale, der har løbende ortopædisk efteruddannelse for at sikre den højeste plejekvalitet.

ORTHOPOD-studiet: Et dybdegående kig på virkeligheden

For at adressere manglen på data bestilte British Orthopaedic Association (BOA) en stor, prospektiv undersøgelse – ORTHOPOD (ORthopaedic Trauma Hospital Outcomes - Patient Operative Delays). Formålet var at analysere data på nationalt niveau for at forstå den nuværende ydeevne, identificere udfordringer og skabe et grundlag for at forbedre patientforløbene. Studiet er unikt, da det kombinerer en vurdering af traumepatienternes antal, hospitalernes ydeevne og de tilgængelige ressourcer.

Undersøgelsen blev gennemført over en periode på otte uger i efteråret 2022 og involverede 90 hospitaler i hele Storbritannien. I alt blev data fra over 25.000 operationer indsamlet. Man registrerede blandt andet antallet af tilgængelige operationsstuer til traumer, antallet af patienter på venteliste hver uge, og for hver enkelt patient blev skadestype, tidspunkt for diagnose og tidspunkt for operation noteret. Dette massive datasæt har givet et hidtil uset detaljeret billede af, hvordan ortopædisk traumebehandling fungerer i praksis.

Studiets chokerende resultater: Et system under pres

Resultaterne fra ORTHOPOD-studiet maler et billede af et system med store variationer og betydelige udfordringer. De vigtigste fund kan opdeles i flere nøgleområder:

Patientgruppen og potentialet for dagkirurgi

Den største gruppe af patienter, der krævede operation (51,3%), var ældre over 60 år, hvilket afspejler en aldrende befolkning. Et andet markant fund var, at en stor andel af patienterne (29,1%) var ambulante. Det vil sige, at de var stabile nok til at vente derhjemme på deres operation. Dette indikerer et enormt, uforløst potentiale for dagkirurgi, hvor patienter møder op på operationsdagen og tager hjem samme dag. En bedre udnyttelse af dagkirurgiske forløb kan frigøre dyrebare sengepladser og reducere ventetiden for indlagte patienter.

De enorme forskelle i ventetider

Det mest slående resultat var den enorme variation i ventetider til operation. Forskellene var markante både mellem forskellige hospitaler og mellem forskellige regioner. Patienter i Nordirland oplevede generelt de længste ventetider for operation. For visse skadestyper var der fem- til syvdobbelte forskelle i ventetiden afhængigt af, hvilket hospital patienten blev behandlet på.

Studiet bekræftede, at skader, der er underlagt national overvågning og økonomiske incitamenter, bliver behandlet hurtigt og med minimal variation. Dette gælder for eksempel hoftenære lårbensbrud hos ældre og åbne frakturer. Det viser tydeligt, at når et system måles og følges op, forbedres resultaterne. I skarp kontrast hertil står andre almindelige skader som brud på kraveben, overarm og ankel, hvor der ikke er national overvågning. Her var ventetiderne markant længere og langt mere variable.

Mismatch mellem ressourcer og behov

Der blev identificeret en stor ubalance mellem antallet af patienter, der ventede på operation, og de tilgængelige ressourcer i form af operationsstuer. Nogle hospitaler havde mere end seks gange så mange ventende patienter pr. tilgængelig operationsstue sammenlignet med de mindst pressede hospitaler. Mens nogle hospitaler kæmpede med over 40 ventende patienter hver uge, havde andre færre end fem. Dette peger på en manglende koordinering og en ineffektiv fordeling af patienter og ressourcer på tværs af systemet.

Tabel: Effekten af national overvågning på ventetider

Operationer der aflyses

En aflysning i sidste øjeblik er dybt frustrerende for patienten og medfører et betydeligt ressourcespild for hospitalet. Studiet viste, at 12,28% af alle traumepatienter fik deres operation aflyst mindst én gang. Denne aflysningsrate er en klar indikator for systemets ineffektivitet og kan bruges som et mål til at evaluere effekten af fremtidige forbedringer.

Fremtidens traumebehandling: Vejen frem

ORTHOPOD-studiet leverer ikke kun en dyster diagnose af status quo, men peger også på klare veje til forbedring. Resultaterne giver beslutningstagere et objektivt, databaseret grundlag for at omfordele ressourcer og forbedre patientplejen. En af de mest oplagte muligheder er en markant øget brug af dagkirurgiske forløb for de mange ambulante patienter. Dette vil ikke alene reducere ventetiden for denne gruppe, men også frigøre sengepladser til mere komplekse, indlagte patienter.

Der er et presserende behov for en bedre koordinering på tværs af hospitaler. Ligesom der findes et nationalt netværk for alvorligt tilskadekomne (major trauma), kunne et lignende netværk for almindelige ortopædiske traumer hjælpe med at identificere hospitaler, der er overbelastede, og facilitere overflytning af patienter til nærliggende hospitaler med ledig kapacitet. Endelig viser studiets resultater med al tydelighed, at udvidet monitorering af flere typer af almindelige brud kan føre til kortere og mere ensartede ventetider for alle patienter, uanset hvor i landet de bor.

Ofte Stillede Spørgsmål (OSS)

Hvorfor er der så stor forskel på ventetider til operation?

Forskellene skyldes en kombination af faktorer, herunder det enkelte hospitals kapacitet (antal senge og operationsstuer), personaleressourcer, organisatorisk effektivitet og – som studiet tydeligt viser – om skadetypen er underlagt national overvågning og økonomiske incitamenter. Geografisk placering spiller desværre også en stor rolle.

Hvad betyder 'ambulatorisk patient' i denne sammenhæng?

En ambulatorisk patient er en person, hvis skade er stabil, og som ikke har andre medicinske tilstande, der kræver indlæggelse. Disse patienter kan trygt vente derhjemme på deres operation og møder først op på hospitalet på selve operationsdagen. Dette er en stor og underudnyttet patientgruppe.

Viste dette studie, at kvaliteten af selve operationerne er dårlig?

Nej, studiet undersøgte ikke den kirurgiske kvalitet, men derimod effektiviteten og rettidigheden af adgangen til behandling. Lange ventetider kan dog i sig selv have en negativ indvirkning på det endelige resultat for patienten, forårsage unødvendig smerte, øge risikoen for komplikationer og forlænge den samlede restitutionstid, hvilket er et væsentligt kvalitetsparameter.

Hvad kan der gøres for at forbedre situationen?

Studiet peger på flere løsninger: en markant øget satsning på dagkirurgi, etablering af regionale netværk for at fordele patientbelastningen mere jævnt, og udvidelse af national monitorering til at omfatte flere almindelige brudtyper for at sikre en mere ensartet og rettidig behandling for alle.