Skizofreni hos børn: Janis utrolige historie

Et barns fantasi kender ingen grænser. Nogle leger astronauter, andre har usynlige venner. Men for et lille fåtal af børn i verden fremmaner sindet syner, der aldrig forsvinder – hallucinationer, der kan føre til voldelig adfærd og en konstant kamp for at skelne mellem virkelighed og fantasi. Spørgsmålet melder sig: Kan et 7-årigt barn virkelig have skizofreni? For Michael og Susan Schofield er svaret et hjerteskærende ja. Deres datter, Jani, er diagnosticeret med et af de mest alvorlige tilfælde af børneskizofreni, lægerne nogensinde har set, og hendes historie kaster lys over en sjælden, men ødelæggende sygdom.

Ifølge National Institute of Mental Health er skizofreni en kronisk og invaliderende hjernesygdom, der kan få en person til at høre stemmer, misfortolke virkeligheden og i nogle tilfælde tro, at andre pønser på at skade dem. Selvom Jani er langt yngre end de fleste patienter, kæmper hun med de samme dæmoner. Hendes virkelighed er befolket af hundredvis af imaginære skabninger, som kun hun kan se.

De første tegn: Mere end bare fantasi

Set i bakspejlet kan Janis forældre nu se tegnene, der pegede på, at noget mørkere ulmede i deres datters sind, selv da hun var et lille barn. Fra den dag, Jani blev født, var hun anderledes. De fleste nyfødte sover omkring 16 timer i døgnet, men Jani sov kun i 20-minutters intervaller og sjældent mere end fire timer i alt. Hun virkede klogere end de fleste børn, men krævede også konstant stimulation.

Da hun blev ældre, begyndte hun at stirre ud i luften på ting, der ikke var der. Hun insisterede på at blive kaldt navne som 'Blåøjet Løvfrø' og 'Jani Ildflue', hvilket hendes far i starten tilskrev en livlig fantasi. Da Jani var to år gammel, dukkede hendes imaginære venner op. Hvor mange børn har fantasivenner, blev Janis konstante følgesvende. Der var en lille pige ved navn '24 Timer', en rotte ved navn 'Wednesday' og en kat, '400', der fortalte hende, at hun skulle gøre slemme ting. Det var først, da disse hallucinationer blev voldelige, at forældrene forstod, at noget var alvorligt galt.

Fra fantasi til fare: Da volden tog over

Da Jani fyldte fem år, eskalerede hendes adfærd fra temperamentsfuld til direkte farlig. “Hun ville kradse, til blodet flød. Hun bed, til blodet flød. Hun forsøgte at kradse mine øjne ud,” fortæller hendes far, Michael. “Sekunder senere kunne hun være sød igen.”

Jani forklarede sine forældre, at det var 'Wednesday' og '400', der befalede hende at slå. Hvis hun ikke adlød, ville de bide og kradse hende. Når det var værst, forsøgte Jani at skade sig selv. Hendes mor, Susan, husker et øjeblik, hvor hendes datter tog kvælertag på sig selv og spurgte: “Hvordan kan jeg brække min egen nakke?” En anden gang, efter at være blevet sendt på sit værelse, fandt forældrene hende i færd med at forsøge at hoppe ud ad vinduet. Dette var året, hvor familien blev kastet ud i et mareridt af hospitalsindlæggelser. Til sidst fik de en diagnose, et navn på den fjende, der truede med at ødelægge deres familie: Skizofreni.

Diagnose og behandling i en ung alder

Fra januar til august 2009 tilbragte Jani 174 dage på den psykiatriske afdeling på UCLA Medical Center. Hendes psykiater, Dr. Mark DeAntonio, bekræftede, hvor usædvanligt hendes tilfælde er. “Jeg har kun set en håndfuld børn i mine 20 år, der passer til denne diagnose,” udtalte han. “Den alternative virkelighed, hun lever i, er meget skræmmende.”

For at kontrollere Janis voldelige impulser og normalisere hendes hjerneaktivitet, modtager hun tung medicinsk behandling. Hun får Clozaril og lithium, medicin der normalt betragtes som sidste udvej for voksne skizofrene. Alligevel er hallucinationerne der stadig, og volden kan blusse op når som helst.

Calalini: En ø mellem verdener

Alle Janis hallucinationer – de hundredvis af katte, rotter, fugle og piger – har én ting til fælles: de bor på en imaginær ø, som Jani kalder Calalini. Hun beskriver det som et sted “mellem hendes verden og vores verden”. For Jani er Calalini lige så virkeligt som den fysiske verden, og hun har endda udtalt: “Jeg kan bedre lide Calalini end denne verden.”

En families ofre: At leve i to lejligheder

Sygdommen har haft en enorm indvirkning på hele familien. For at beskytte Janis lillebror, Bodhi, traf forældrene den ekstreme beslutning at splitte familien op. De bor nu i to separate etværelseslejligheder i samme kompleks. Om natten sover Michael i den ene lejlighed med Jani, mens Susan er i den anden med Bodhi. Næste dag bytter de. “Det er som om, Bodhi vokser op i et skilsmissehjem,” siger Michael. “Men vi syntes, det var et bedre alternativ end at lade ham vokse op i frygt for sin søster.”

I Janis lejlighed er der ingen rengøringsmidler eller skarpe knive. Alt er indrettet for at minimere risikoen for, at hun skader sig selv eller andre. For forældrene er hver dag en kamp for overlevelse. “Vores mål er at holde hende i live,” forklarer Michael. “Hver aften tænker jeg: 'Vi holdt hende i live. Nu har vi omkring 10 timers hvile, før vi skal gøre det hele igen.' Og det skal vi sandsynligvis gøre resten af vores liv.”

Den følelsesmæssige byrde og kampen for hjælp

Det konstante pres har taget hårdt på Michael og Susan. Begge har kæmpet med depression og selvmordstanker. Michael fortæller om et tidspunkt, hvor han i ren afmagt forsøgte at tage sit eget liv, men ombestemte sig, fordi han ikke kunne efterlade sin familie. “Som forældre er vi opdraget til at tro, at vi skal kunne redde vores børn,” siger han. “Men vi kunne ikke redde hende alene.”

Familien kæmper også mod et system, der ikke er gearet til børn med alvorlige psykiske lidelser. Mens der findes sociale ydelser til voksne, er mulighederne for børn som Jani få. Familien afviste et forslag om at sende hende til en institution uden for staten, da hun kun var seks år gammel. De insisterer på at have hende i deres liv. Deres mål er nu at skabe opmærksomhed og opfordre til empati. “Målet er at holde børn som Jani i live, og det gør vi ved at gøre deres liv så lykkelige som muligt,” siger Michael. “Det betyder ikke at give dem alt, hvad de vil have, men det betyder ikke at dømme dem for noget, de ikke kan kontrollere.”

Sammenligning: Skizofreni hos Børn vs. Voksne

Ofte Stillede Spørgsmål

Janis historie er et vidnesbyrd om en families uendelige kærlighed og den ubarmhjertige natur af psykisk sygdom. Den understreger behovet for større forståelse, bedre ressourcer og en mere empatisk tilgang til de børn, der kæmper de mest usynlige kampe. For Schofield-familien handler livet ikke om gode og dårlige dage, men om øjeblikke. “Øjeblikket er virkelig alt, hvad vi har,” siger Michael. “Vi forsøger at give hende så mange lykkelige øjeblikke som muligt, så hun føler, at vores verden har nok at byde på til, at hun vil blive i den.”