Sådan diagnosticeres tuberkulose (TB)

Tuberkulose, ofte forkortet TB, er en potentielt alvorlig infektionssygdom, der primært påvirker lungerne. Den forårsages af bakterien Mycobacterium tuberculosis. At diagnosticere tuberkulose er ikke altid en simpel proces, da sygdommen kan manifestere sig på to forskellige måder: som en latent (sovende) infektion eller som en aktiv sygdom. En person med latent tuberkulose har TB-bakterier i kroppen, men er ikke syg og kan ikke smitte andre. Uden behandling kan latent TB dog udvikle sig til aktiv tuberkulose, hvor personen bliver syg og smitsom. Derfor er en nøjagtig og rettidig diagnose afgørende for både individets helbred og for folkesundheden. Diagnosen starter typisk med en fysisk undersøgelse og en vurdering af risikofaktorer, efterfulgt af specifikke tests som hud- eller blodprøver.

Hvem bør testes for tuberkulose?

Målrettet testning er en central strategi for at kontrollere spredningen af tuberkulose. I stedet for at teste hele befolkningen, fokuserer sundhedsmyndighederne på personer, der har en øget risiko. Disse risikofaktorer falder i to hovedkategorier: dem med højere risiko for at blive udsat for TB-bakterier, og dem med højere risiko for, at en latent infektion udvikler sig til aktiv sygdom.

Personer med øget risiko for eksponering for TB

• Nære kontakter: Personer, der har været i tæt kontakt med en person med smitsom, aktiv lungetuberkulose.
• Rejsende og immigranter: Personer, der er født i eller ofte rejser til lande, hvor tuberkulose er udbredt.
• Beboere og ansatte i højrisikomiljøer: Dette inkluderer steder som fængsler, herberger for hjemløse, plejehjem og andre institutioner, hvor mange mennesker lever tæt sammen.
• Sundhedspersonale: Læger, sygeplejersker og andet personale, der arbejder med patienter, som kan have TB.
• Socialt udsatte grupper: Visse lokalt definerede grupper, herunder lavindkomstgrupper og personer med stof- eller alkoholmisbrug, kan have en øget forekomst af TB.

Personer med øget risiko for at udvikle aktiv TB efter smitte

• Personer med svækket immunforsvar: Dette er den vigtigste risikogruppe. Det inkluderer personer med HIV, diabetes, alvorlig nyresygdom, visse kræftformer (især i hoved, hals eller lunger) og personer i immunsupprimerende behandling (f.eks. TNF-hæmmere, højdosis kortikosteroider).
• Små børn: Børn under 5 år har et umodent immunsystem og er i højere risiko for at udvikle alvorlig TB-sygdom.
• Nyligt smittede: Personer, der er blevet smittet inden for de seneste to år, har den højeste risiko for, at infektionen bliver aktiv.
• Underernærede personer: Personer med en meget lav kropsvægt (under 90% af idealvægten) har et svagere forsvar mod sygdommen.
• Personer med tidligere ubehandlet TB: Arvæv i lungerne fra en tidligere infektion kan indeholde levende bakterier, der kan reaktiveres senere i livet.

Diagnostiske metoder: Hudtest vs. Blodprøve

De to primære metoder til at screene for TB-infektion er tuberkulin-hudtesten (Mantoux) og en blodprøve kaldet Interferon-Gamma Release Assay (IGRA). Begge tests måler kroppens immunrespons på TB-bakterien, men de kan ikke skelne mellem latent og aktiv sygdom.

Tuberkulin-hudtesten (Mantoux-testen)

Mantoux-testen har i mange år været standardmetoden til at påvise TB-infektion. Testen kræver to besøg hos lægen eller en sygeplejerske.

Procedure:

1. Ved det første besøg vil en sundhedsperson rense et område på din underarm og med en meget tynd nål injicere en lille, standardiseret mængde af en væske kaldet tuberkulin (også kendt som PPD - Purified Protein Derivative) lige under det øverste hudlag. Væsken indeholder inaktive proteiner fra TB-bakterien.
2. Der vil danne sig en lille bule, som normalt forsvinder inden for få timer. Du må ikke klø eller tildække området med plaster.
3. Du skal vende tilbage til lægen 48 til 72 timer efter injektionen. Hvis du ikke kommer tilbage inden for 72 timer, skal testen laves om.
4. Ved det andet besøg vil sundhedspersonen undersøge din arm for en reaktion. De leder efter en fast, hævet og rød bule (induration) og måler dens diameter i millimeter.

Fortolkning af resultatet:

• Positivt resultat: En bule af en bestemt størrelse indikerer en positiv reaktion. Det betyder, at dit immunsystem har reageret på tuberkulinet, hvilket tyder på, at du har TB-bakterier i kroppen. Grænsen for, hvad der betragtes som positivt, afhænger af dine personlige risikofaktorer:
• 5 mm eller større: Positivt for personer med HIV, nylig kontakt med en TB-patient, eller personer med tegn på tidligere TB på et røntgenbillede.
• 10 mm eller større: Positivt for personer fra højrisikolande, sundhedspersonale, børn under 4 år, eller personer med visse medicinske tilstande.
• 15 mm eller større: Positivt for alle personer, selv uden kendte risikofaktorer.
• Negativt resultat: Hvis der ingen eller kun en meget lille reaktion er, er testen negativ. Det betyder, at du sandsynligvis ikke er smittet med TB. Dog kan testen være falsk negativ, hvis du er blevet smittet for nylig, da det tager immunsystemet tid at udvikle en reaktion.

Blodprøver for Tuberkulose (IGRA-test)

IGRA-test (Interferon-Gamma Release Assay) er en mere moderne metode, der vinder frem. Den kræver kun ét besøg hos lægen.

Procedure:

En sundhedsperson tager en blodprøve fra en vene i din arm, ligesom ved en almindelig blodprøve. Prøven sendes til et laboratorium, hvor hvide blodlegemer blandes med antigener (proteiner), der er specifikke for Mycobacterium tuberculosis. Hvis du tidligere har været udsat for TB-bakterien, vil dine hvide blodlegemer genkende antigenerne og frigive et protein kaldet interferon-gamma (IFN-γ). Laboratoriet måler mængden af dette protein for at bestemme resultatet.

Fordele ved IGRA-testen:

• Kræver kun ét besøg.
• Resultatet påvirkes ikke af en tidligere BCG-vaccination, hvilket reducerer antallet af falsk positive resultater markant.
• Aflæsningen er objektiv og foretages i et laboratorium, hvilket fjerner den usikkerhed, der kan være ved måling af en hudreaktion.

Resultaterne rapporteres som positive, negative eller uafklarede (indeterminate/borderline).

Sammenligning af Diagnostiske Tests

Hvad sker der efter en positiv test?

Et positivt resultat fra enten en hud- eller blodprøve betyder, at du er smittet med TB-bakterien. Det er dog ikke en diagnose på aktiv sygdom. Din læge vil iværksætte yderligere undersøgelser for at afgøre, om du har latent TB-infektion eller aktiv TB-sygdom.

Røntgenbillede af brystet

Et røntgenbillede af lungerne er næste skridt. Lægen ser efter tegn på aktiv tuberkulose, såsom pletter, hulrum (kaverner) eller andre forandringer i lungevævet. Et normalt røntgenbillede hos en person med en positiv screeningstest tyder på latent TB. Hvis billedet viser unormale forandringer, er der mistanke om aktiv TB, og yderligere tests er nødvendige.

Opspytsprøve (sputumprøve)

For at bekræfte en diagnose af aktiv lungetuberkulose er det nødvendigt at påvise selve TB-bakterien. Dette gøres oftest ved at analysere en prøve af det slim, du hoster op fra lungerne (sputum). Prøven undersøges under mikroskop for at lede efter syrefaste stave, som er karakteristiske for TB-bakterier. Derudover vil prøven blive dyrket i et laboratorium for at få bakterierne til at vokse. Dette kan tage flere uger, men er den definitive måde at bekræfte diagnosen på. Dyrkningen gør det også muligt at teste, hvilken type antibiotika bakterien er følsom overfor.

Ofte Stillede Spørgsmål om Tuberkulosediagnose

Gør en tuberkulosetest ondt?

Begge tests er forbundet med minimalt ubehag. Ved hudtesten mærker du et lille prik fra nålen, og selve væsken svier normalt ikke. Ved blodprøven mærker du et prik, når nålen føres ind i venen. Begge dele er hurtigt overstået.

Hvor nøjagtige er tuberkulosetest?

Ingen test er 100% perfekt. IGRA-tests anses generelt for at være mere specifikke end hudtesten, især hos BCG-vaccinerede personer. Begge tests kan dog give falsk negative resultater, især hos personer med et meget svækket immunsystem (f.eks. fremskreden HIV) eller hos personer, der er blevet smittet for nylig.

Hvad er forskellen på latent og aktiv tuberkulose?

Latent TB: Du har TB-bakterier i kroppen, men dit immunsystem holder dem under kontrol. Du har ingen symptomer, er ikke syg og kan ikke smitte andre. Aktiv TB: Bakterierne formerer sig og forårsager sygdom. Du har typisk symptomer som vedvarende hoste, feber, nattesved og vægttab. I denne fase er du smitsom, hvis sygdommen sidder i lungerne.

Hvad sker der, hvis jeg får diagnosen TB?

Hvis du diagnosticeres med latent TB, vil din læge sandsynligvis anbefale en forebyggende behandling med antibiotika i 3-9 måneder for at forhindre, at infektionen bliver aktiv. Hvis du diagnosticeres med aktiv TB, kræver det en længerevarende behandling med en kombination af flere forskellige typer antibiotika, typisk i mindst 6 måneder. Det er afgørende at fuldføre hele behandlingen for at blive rask og undgå udvikling af resistente bakterier.

At forstå processen for tuberkulosediagnose er det første skridt mod korrekt behandling og kontrol af sygdommen. Hvis du tror, du er i en risikogruppe eller har symptomer, er det vigtigt at kontakte din læge for at blive undersøgt.