Cubas Arbejderrettigheder: Fra Guldalder til Ruin

Den nuværende situation for arbejdstagere i Cuba er dybt foruroligende, hvilket en nylig rapport fra Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) og Specialrapportøren for Økonomiske, Sociale, Kulturelle og Miljømæssige Rettigheder (REDESCA) maler et dystert billede af. Rapporten afslører systematiske krænkelser af arbejds- og fagforeningsrettigheder, mangel på demokrati og en virkelighed, hvor frygt og undertrykkelse dominerer arbejdspladsen. Denne virkelighed står i skærende kontrast til en periode i cubansk historie, hvor arbejderbevægelsen var en af de stærkeste i regionen, og hvor rettigheder, der i dag er utænkelige, var garanteret i forfatningen. Denne artikel dykker ned i den dramatiske historie om cubanske arbejderrettigheders storhed og fald – en rejse fra en gylden æra til nutidens undertrykkelse.

En Gyllen Æra for Cubas Arbejderbevægelse

I første halvdel af det 20. århundrede oplevede Cuba en bemærkelsesværdig udvikling inden for arbejderrettigheder. Dette højdepunkt blev ironisk nok indledt efter et lavpunkt for landets kommunister, som havde indgået en aftale med diktatoren Gerardo Machado. Da Machado blev væltet den 12. august 1933, efter en generalstrejke, der startede med buschauffører i Havana, blev kommunisterne miskrediteret, og et revolutionært øjeblik opstod, som kom de cubanske fagforeninger og arbejdere til gode.

Ramón Grau San Martins provisoriske regering, der kun varede hundrede dage, markerede et vendepunkt. Mellem oktober og december 1933 udstedte Grau en række populære og nationalistiske dekreter, der for altid ændrede det cubanske samfund. Han oprettede Arbejdsministeriet, indførte otte timers arbejdsdag, anerkendte retten til at organisere sig i fagforeninger og gjorde arbejdsgivere ansvarlige for arbejdsulykker. Desuden indførte han en lov, der krævede, at 50% af alle ansatte skulle være indfødte cubanere, og han sænkede prisen på elektricitet. Disse reformer lagde grundstenen for en stærk arbejderbevægelse.

Efter "de hundrede dages regering" blev Fulgencio Batista landets stærke mand. Selvom han regerede bag kulisserne fra 1933 til 1940, blev der i denne periode vedtaget afgørende arbejdslovgivning. I 1938 blev arbejdernes rettigheder, såsom mindsteløn og pensioner, garanteret ved lov og fik senere forfatningsmæssig status. Kulminationen var oprettelsen af Cubas Arbejdercentral (Central de Trabajadores de Cuba - CTC) den 28. januar 1939. Dette gjorde fagforeningsbevægelsen til en magtfaktor i det cubanske civilsamfund.

Den nye forfatning fra 1940 cementerede disse rettigheder yderligere. Den anerkendte formelt retten til at strejke, hvilket gav arbejderne et stærkt forhandlingsvåben. For eksempel lykkedes det for sukkerarbejdernes fagforening at forhandle en "garantiklausul" igennem, som sikrede dem en ekstra løn på 13,42%, kendt som "sukkerdifferentialet". I 1945 var CTC, med en halv million medlemmer, den næststørste fagforening i hele Latinamerika. Perioden fra 1940 til 1952 var præget af frie og retfærdige valg, hvor den demokratiske orden blev respekteret, og arbejdernes rettigheder forblev urørlige, selv efter Batistas kup i 1952.

Revolutionen der Fortærede Sine Egne

Alt dette ændrede sig drastisk efter den kommunistiske revolution i 1959 ledet af Fidel og Raul Castro. De rettigheder, som cubanske arbejdere havde kæmpet for i et halvt århundrede, blev systematisk afviklet af det nye regime. Ironien er slående, da mange fagforeningsledere oprindeligt støttede Castros kamp mod Batista.

To skæbner illustrerer denne tragedie på hjerteskærende vis: David Salvador Manso, generalsekretær for det nationale CTC, og Mario Chanes de Armas, en regional leder for bryggeriarbejderne. Begge var aktive modstandere af Batista. Chanes de Armas deltog endda i det berømte angreb på Moncada-kasernen i 1953 sammen med Castro, blev såret og idømt 10 års fængsel. Han blev benådet sammen med Castro-brødrene efter 22 måneder. Senere deltog han i Granma-ekspeditionen. Men hans loyalitet over for den oprindelige revolutionære sag var ikke nok.

Da Chanes de Armas blev desillusioneret over revolutionens kommunistiske drejning, blev han anklaget for at konspirere mod Castro og idømt 30 års fængsel i 1961. Han blev en såkaldt "plantado", en fange, der nægtede at samarbejde eller bære fængselsuniform. Hans billede blev systematisk fjernet fra historiske fotografier, hvor han stod ved siden af Castro – en bogstavelig sletning fra historien. David Salvador Manso led en lignende skæbne og blev også idømt 30 års fængsel. Begge blev anerkendt af Amnesty International som samvittighedsfanger. Deres eneste forbrydelse var at være uenige med revolutionens totalitære retning.

Den oprindelige CTC blev hurtigt erstattet af den statskontrollerede "CTC-Revolucionaria" i januar 1959. Ved kongressen i november 1961 blev det utænkelige en realitet: De delegerede gav afkald på næsten alle de historiske landvindinger. Retten til ni dages sygefravær, julebonus, den ugentlige 44-timers arbejdsuge (med løn for 48), og vigtigst af alt, retten til at strejke, blev elimineret. Arbejderbevægelsen var blevet et redskab for staten, ikke for arbejderne.

Nutidens Barske Realitet: IACHR-rapporten Afslører Alt

Den seneste rapport fra IACHR og REDESCA, præsenteret i april 2023, bekræfter, at den systematiske undertrykkelse fortsætter den dag i dag. Rapporten er baseret på 80 interviews med arbejdere og juridiske eksperter og maler et billede af et arbejdsmarked præget af mangel på demokrati, prækaritet og frygt. Nogle af de mest chokerende statistikker fra rapporten inkluderer:

• 92,3% af de adspurgte mener, at arbejds- og fagforeningsrettigheder ikke eksisterer i Cuba.
• 98,4% mener, at fagforeningsrettigheder ikke respekteres og begrænses af den eneste lovlige fagforening, CTC.
• 93,8% siger, at klageprocessen for arbejdsstandarder er ubrugelig eller ikke udføres korrekt.
• 72,3% er bange for eller tilbageholdende med at bruge det arbejdsretlige system.

Rapporten fastslår, at kollektive forhandlinger og strejkeret er forbudt ved lov. Staten har monopol på ansættelser, selv for udenlandske virksomheder, som tvinges til at hyre arbejdskraft gennem statslige agenturer. Disse agenturer modtager betaling i udenlandsk valuta, men udbetaler løn til arbejderne i den svage nationale valuta, hvilket udgør en brøkdel af den reelle værdi.

Et særligt grelt eksempel på udnyttelse er de såkaldte "internationalistiske missioner", herunder de berømte medicinske brigader. Omkring 35.000 cubanere, primært i sundhedssektoren, arbejder i udlandet under forhold, som IACHR og REDESCA beskriver som tvangsarbejde. Den cubanske stat konfiskerer op til 90% af den løn, som værtslandene betaler for deres professionelle ydelser.

Sammenligning af Arbejderrettigheder: Før og Efter 1959

Et System Baseret på Kontrol og Frygt

Diskrimination er et andet centralt problem. Rapporten fremhæver, hvordan afrocubanere, kvinder, personer med handicap og LGBTI-personer udsættes for strukturel diskrimination. Desuden bliver arbejdere, der udtrykker politisk uenighed, ofte fyret eller sanktioneret og stemplet som "kontrarevolutionære" eller "ideologisk upålidelige". Denne konstante overvågning og trussel om repressalier skaber en gennemsyrende kultur af frygt, der forhindrer arbejdere i at kæmpe for deres rettigheder.

Rapportens konklusioner er utvetydige. IACHR og REDESCA advarer om "vedvarende, systematiske mønstre af krænkelser af arbejdstagerrettigheder", der er direkte forbundet med manglen på demokrati. Uden en demokratisk overgang, hvor retsstaten respekteres, og grundlæggende frihedsrettigheder garanteres, kan arbejdernes rettigheder ikke genoprettes. Historien om Cubas arbejderbevægelse er en tragisk påmindelse om, hvordan hårdt tilkæmpede rettigheder kan gå tabt, når et totalitært regime overtager magten.

Ofte Stillede Spørgsmål

Havde Cuba stærke arbejderrettigheder før Castro?

Ja, absolut. Fra 1930'erne og frem udviklede Cuba en af de mest progressive arbejdslovgivninger i regionen. 1940-forfatningen garanterede retten til at strejke, kollektive forhandlinger og uafhængige fagforeninger, hvilket førte til reelle forbedringer for arbejderne.

Hvad er CTC i dag?

Cubas Arbejdercentral (CTC) eksisterer stadig, men det er den eneste lovligt anerkendte fagforening og fungerer som et instrument for den cubanske stat og kommunistpartiet. Den repræsenterer ikke arbejdernes interesser, men håndhæver regeringens produktionskvoter og politikker.

Er det tilladt at strejke i Cuba?

Nej. Retten til at strejke, som var en grundpille i arbejderbevægelsen før 1959, er i dag forbudt og kriminaliseret af det cubanske regime.

Hvad er situationen for cubanske læger, der arbejder i udlandet?

Ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer arbejder mange cubanske læger og andet sundhedspersonale i udlandet under forhold, der kan betegnes som tvangsarbejde. Den cubanske stat tager op til 90% af deres løn, og de er underlagt streng kontrol og begrænsninger af deres frihed.