09/05/2002
En ny æra for sikkerhed i Vestafrika
I juli 2014 indledte Frankrig en ny og ambitiøs militærindsats i Vestafrika, kendt som Operation Barkhane. Denne operation markerer en fundamental ændring i, hvordan man anskuer sikkerhedsudfordringerne i Sahel-regionen. Det er ikke blot en omorganisering af tropper og kommandostrukturer; det er en formalisering af en helt ny regional tilgang til sikkerhed. Ved at flytte fokus fra bilaterale aftaler med enkelte lande til en samlet strategi for hele regionen, signalerer Frankrig et langsigtet engagement. Operationen er designet til at fungere som en skabelon og et ankerpunkt for andre regionale samarbejdsinitiativer, der sigter mod at skabe stabilitet i et område præget af uro.
Fra statsfokus til regional strategi
Operation Barkhane er en direkte efterfølger til Operation Serval, som var den franske intervention i Mali. Men hvor Serval var begrænset til et enkelt land, udvider Barkhane det geografiske anvendelsesområde dramatisk. Formålet er at styrke grænseoverskridende og regionale sikkerhedsindsatser. Dette skift mod en multilateral, stats-til-region-strategi er et resultat af en gradvis udvikling i fransk militærdoktrin for Afrika. Allerede under præsident Nicolas Sarkozy konkluderede en forsvarsgennemgang, at Frankrig burde koncentrere sig mindre om bilaterale forsvarsbånd og mere om en regional tilgang. Man identificerede en såkaldt 'ustabilitetsbue', der strækker sig fra Nordafrika gennem dele af Vestafrika og østpå til Afrikas Horn. Operation Barkhane er den praktiske udførelse af denne tænkning, med et stærkt fokus på terrorbekæmpelse.
Kommandostruktur og styrkesammensætning
I spidsen for operationen står General Jean-Pierre Palasset, en erfaren officer med kommandoerfaring fra operationer i Elfenbenskysten og Afghanistan. Han leder de 3.000 militærpersoner fra et nyt hovedkvarter i N'Djamena, hovedstaden i Tchad. Valget af N'Djamena er strategisk, da Frankrig har haft en militærbase i Tchad siden 1986. Hovedkvarteret huser også Barkhanes luftstøtte.
Udover hovedbasen i Tchad er styrkerne fordelt på flere nøglepositioner for at sikre maksimal fleksibilitet og rækkevidde:
- En regional base i den nordlige maliske by Gao.
- En specialstyrkebase i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou.
- En efterretningsbase i Nigers hovedstad, Niamey.
Denne decentrale struktur giver General Palasset en værdifuld afstand til den interne politik i de enkelte partnerlande, hvilket øger operationens fleksibilitet og hurtige indsættelsesevne. Væbnede styrker fra Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger deltager sammen med de franske tropper i operationen, hvilket understreger den regionale samarbejdsånd.
Militære Kapaciteter
For at kunne operere effektivt i det store og krævende terræn i Sahel er Operation Barkhane udstyret med betydelige militære ressourcer. Nedenstående tabel giver et overblik over de primære aktiver.
| Kategori | Antal / Type |
|---|---|
| Personel | 3.000 franske soldater |
| Pansrede køretøjer | 200 enheder (mix af VAB, VBCI, ERC 90 Sagaie) |
| Helikoptere | 20 enheder (mix af Gazelle, Puma, Cougar) |
| Kampfly | 6 enheder (Rafaele Mirage 2000) |
| Transport- og rekognosceringsfly | 10 enheder |
| Droner | 3 enheder (Harfang) |
En anerkendelse af en fælles trussel
Behovet for et større regionalt samarbejde er blevet stadigt tydeligere siden Mali-krisen i 2012-2013. Truslen om en ustabilitetsbue, der strækker sig over kontinentet, har skabt et stærkt incitament for multilaterale sikkerhedsinitiativer. Internationale aktører har også anerkendt den regionale og globale trussel, som fremkomsten af islamistisk militans udgør i et så skrøbeligt område. USA har længe identificeret Sahel som et potentielt usikkert område gennem programmer som Trans-Saharan Counterterrorism Initiative (TSCTI). Ligeledes har EU reageret med træningsmissioner som EUTM i Mali.
Frankrigs interesse i regionen er dybt forankret. Som tidligere kolonimagt i store dele af Vestafrika har Frankrig stærke historiske og sociale bånd til det frankofone Afrika. Derudover nærer Frankrig en frygt for, at radikalisme i Vestafrika kan udgøre en direkte trussel mod Frankrig selv gennem den betydelige vestafrikanske diaspora i landet. Franske sikkerhedsstyrker frygter, at enkeltpersoner kan blive rekrutteret og radikaliseret, før de vender tilbage for at udføre angreb. Som præsident François Hollande udtalte under et besøg i Tchad: "Når Sahel er truet, er Europa og Frankrig truet." Forsvarsminister Jean-Yves Le Drian supplerede: "Målet er at forhindre, hvad jeg kalder motorvejen for alle former for ulovlig handel, i at blive et permanent transitsted, hvor jihadistgrupper mellem Libyen og Atlanterhavet kan genopbygge sig selv, hvilket ville have alvorlige konsekvenser for vores sikkerhed."
Ofte Stillede Spørgsmål om Operation Barkhane
En "barkhan" er en halvmåneformet sandklit, der dannes af vinden i ørkenområder. Navnet er symbolsk for det barske ørkenmiljø, hvor en stor del af operationen finder sted.
Hvilke lande samarbejder med Frankrig i operationen?
De primære afrikanske partnerlande er de såkaldte G5 Sahel-lande: Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Deres deltagelse er afgørende for operationens succes og for at opbygge en langsigtet, regional sikkerhed.
Hvad er det langsigtede mål?
Det umiddelbare mål er at bekæmpe jihadistiske grupper. Det langsigtede mål er at styrke de regionale staters evne til selv at varetage deres sikkerhed gennem forbedret grænsekontrol, fælles militære operationer og deling af efterretninger. Operation Barkhane skal give partnerlandene den nødvendige støtte og skabelon til at opnå dette.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Operation Barkhane: Frankrigs kamp i Sahel, kan du besøge kategorien Sundhed.